Musik er en fed og anderledes måde at udtrykke sig på. Pop-Pilot er musik-campen, der hvert år giver piger, i alderen 13-16 år, mulighed for netop at udtrykke og udfordre sig selv – med musikken som omdrejningspunkt. Her er det seks dage med fuld fokus på at skabe musik og udfolde sig kreativt – i hyggeligt samvær.
Pop-Pilot blev første gang afholdt i 2012 og har siden været katalysator for unge pigers mulighed for musikalsk udfoldelse på en sjov og uhøjtidelig facon. Campen, der afvikles af ROSA – Dansk Rock Samråd i samarbejde med Statens Kunstråds Musikudvalg, er kun for piger og den syvende i rækken af sin slags.
Musikken som udtrykningsform
Med musik-campen forsøger Pop-Pilot at skabe et kreativt frirum og et univers uden begrænsninger og regler. Musikken skal være det bærende fundament. Et fundament, hvor uøvede musikinteresserede piger tilegner sig nye færdigheder – og hvor de øvede, skærper deres. Det sker ved at lade de unge Pop-Piloter eksperimentere på kryds og tværs af musikgenrer.
Fra lørdag 13. oktober til fredag 19. oktober, har pigerne mulighed for at prøve kræfter med sang og eksperimentere med trommer, klaver bas eller klaver. Man behøver ikke at have erfaring med musik, men blot have lyst og interesse for det.
Professionelle kvindelige instruktører
Deltagerne undervises af dygtige kvindelige instruktører, der dagligt arbejder professionelt med musik – og inspirerer til at skabe den. En af instruktørerne i år er 23-årig Sarah Ziebe, der blandt andet har spillet trommer i bandet Page Four og været en del af bandet Gabriellas. Det var i Gabriellas, at Sarah rigtigt stiftede bekendtskab med musikbranchen – indefra. Sarah har spillet på trommer, siden hun var 10 år og var også en af de dygtige instruktører til Pop-Pilot 2017.
En anden er 24-årige Emilie Espichicoque. Emilie er både sangskriver, trommeslager og forsanger i et syv mand stort band, der holder til i Aarhus.
Vi offentliggør løbende årets instruktører her på sitet.
Værtsby på skift
Pop-Pilot er blevet afholdt i otte forskellige byer gennem årene. I år er værtsbyerne henholdsvis København, Fredericia og Thisted, der skal danne rammerne om et ophold spækket med musik, kammeratskab, girl-power og udvikling.
Tilmeldingen er åben
Tilmeldingen til årets musik-camp er åben. Med det nye betalingssystem, Sliding Scale, prioriterer Pop-Pilot, at så mange piger som muligt kan deltage. Det betyder, at pigerne mere eller mindre selv kan bestemme, hvor meget de ønsker at betale for opholdet. Det koster mellem 800 kr. og op til 1.500 kr. I beløbet får pigerne undervisning, mad, overnatning og en afslutningkoncert. Da der er et begrænset antal pladser, udvælges deltagerne efter først til mølle-princippet. Alle får senest svar på deres ansøgning fredag 5. oktober 2018. Deadline for at ansøge er mandag 1. oktober 2018.
Tilmeld dig her